Sportskarate

I Holbæk Karate Do træner vi sportskarate under Dansk Karate Forbund, som er en del af Danmarks Idrætsforbund.

Holbæk Karate Do har siden klubbens start været aktive stævnedeltagere både indland og udland.

Klubben har gennem årene opnået flere top placeringer ved stævner, her i blandt 3 kæmpere som vandt VM Guld ved SKIF verdensmesterskaberne i 2019 og flere DM Guldmedaljer, senest med 2 ungdomskæmpere ved de officielle Danmarksmesterskaber i 2021 og 2022. Samt en europamester (SKIF) i 2022.

Stævne deltagelse er dog helt frivilligt, det er ikke et krav for, at få glæde af træningen.

Sportskarate er en del af karate, hvor vi øver og dygtiggøre os indenfor forskellige slag- og sparketeknikker, for efterfølgende at kunne bruge dem i kamp mod hinanden.

Til sportskarate træning vil du ikke blot få styrket din kondition og muskler, men også din selvtillid.

Når du træner sportskarate i Holbæk Karate-Do får du muligheden for at bruge hele kroppen på en anderledes måde. Kampdelen handler om at have fuld kontrol over teknikkerne og selve kroppen, og træningen er derfor alsidig i brugen af hele kroppen, hvor der både tilbydes dynamik, smidighed, handlekraft, styrke og balance. Karate er en sport med tradition, etik og værdier, som også er de bærende elementer i undervisningen. 

Alle vores instruktører har selv en baggrund som konkurrencekæmpere på eliteniveau og med flere topplaceringer.
 

Sportskarate Begynder Børn 7-14 år

På sportskarate begynderholdet får børnene fra starten introduceret både slag og spark på et niveau hvor alle kan være med. Den motoriske træning kombineret med disciplin udruster og forbedre børnenes indlæringsevne og derved deres mod til at tackle fysiske såvel som psykiske udfordringer.

Træningen er aldersrelateret og tilpasset alle, store som små, og det kræver ingen forudsætninger at starte hos os. Når eleven har opnået et vist niveau, vil der være mulighed for, at deltage i forskellige begynder stævner, men det er helt frivilligt. Udtagelse til stævner sker i samråd med Instruktør, forældre og eleven selv.